Hjernerystelse

Hjernerystelse er en skade i hjernen, der kan opstå efter et slag / traume mod hovedet eller krop efter eksempelvis fald, trafikulykker og sportsulykker. Det kan være en stor direkte eller indirekte skade eller flere, men gentagne, mindre skader mod hovedet. Når man slår hovedet bevæger hjernen sig en smule i kraniet, hvorved der opstår en forstyrrelse i hjernen, der bevirker at hjernen ikke arbejder optimalt i en periode. Nervesystemet er så at sige sensitivt eller overaktivt, således at nervesystemet og hjernen overreagerer på selv mindre sanseindtryk.

Symptomerne efter en hjernerystelse kan være fysiske, kognitive (tænkning), emotionelle og søvnrelaterede – ofte ses en kombination af disse. Hyppigste symptomer er hovedpine, svimmelhed, træthed / udmattelse, tab af koncentration og hukommelsesbesvær. Det kan også være, at du oplever, at du bliver lyd- og lysfølsom.

De fleste, der pådrager sig en hjernerystelse kommer sig i løbet af 3-4 uger. Nogle symptomer kan vare ved et par måneder eller måske længere. Ved længerevarende symptomer taler man om et Post-Commotionelt Syndrom.

I Kiropraktik og Sundhedshuset i Odder har vejledning, behandling og rehabilitering efter en hjernerystelse baggrund i seneste forskning på området , bl.a. fra Center for Hjernerystelse i København, der har udgivet National Klinisk Retningslinje for Hjernerystelse. Vi yder professionel hjælp ved den akutte hjernerystelse samt individuelt tilrettelagt genoptræningsforløb kombineret med behandling og vejledning ved længerevarende symptomer udover 3-4 uger.

Kontakt os ang. behandlings-/rehabiliteringsmuligheder ved hjernerystelse.